"Har opnået fantastiske resultater"
Både Jakob Meier Teute på 10 år og hans mor, Pia, er enige om, at Mitii har været en super oplevelse, der har skabt markante forbedringer hos Jakob.
I efteråret 2015 spottede Pia Teute et opslag på Facebook. Mitii Development søgte testpersoner, der ville medvirke i et 14-ugers forløb med træning med Mitii, og hun var med det samme indstillet på, at det skulle hendes søn, Jakob, der har CP, være med til.
– Jakobs forløb er netop afsluttet, og jeg er rigtig glad for, at han har været med. Jeg synes, han har opnået fantastiske resultater, selv om det selvfølgelig også var udfordrende og til tider hårdt, når der hver eneste dag skulle trænes, men han holdt ved, fortæller Pia.
Jakobs mor fortæller også, at Jakob helt fra starten var involveret i beslutningen om at træne med Mitii.
– Han er som person meget viljestærk, og det har han bestemt haft gavn af i forløbet – og han har også selv haft ansvaret for at starte Mitii-træningen op hver dag, fortæller Pia.
Træning med Mitii foregår hjemme. Der er tale om et online træningssystem, som ved hjælp af en stor tv-skærm, der præsenterer opgaverne, og en Kinect, der registrerer bevægelser, skal både hjerne og krop i sving for at løse opgaverne. Bag Mitii sidder en instruktør, der gennem hele træningsperioden justerer sværhedsgraden på opgaverne.
Så hurtigt forandringer
Allerede efter et par ugers træning begyndte Jakobs familie både at se og mærke forandringerne hos Jakob, og da han ramte uge 8-9 i forløbet, var de blevet tydelige.
– Der var flere ting, han blev i stand til selv at udføre, og hans fokus blev markant forbedret. Stille og roligt kom han til et punkt, hvor han kunne gå med et glas vand i hånden, ligesom han opdagede, at han kunne stå stille i mere end 10 minutter, og at han var blevet væsentligt bedre til at øse mad op ved bordet, beretter Pia.
At kunne stå stille i 10 minutter kan lyde enkelt, hvis man ikke har CP, men for Jakob har det betydet, at han fx kan stå stille og tale, når han præsenterer indlæg via PowerPoint i skolen, og ifølge hans mor betyder det enormt meget for ham.
– Hans fremskridt har også betydet, at os, der er omkring ham i hverdagen, har måtte ændre adfærd. Før ’servicerede’ vi Jakob – og det har vi skruet ned for i takt med, at han har udviklet sig, fortæller Pia.
Også i skolen har man bemærket Jakobs fremskridt. Øget kropsbevidsthed og forbedret evne til at fokusere er nogle af de ting, skolen har bemærket.
Jakobs svømmelærer har helt konkret fortalt mig, at nu kan han gøre, som hun siger. Før ville han gerne gøre, som der blev sagt, men hans krop gjorde noget andet, forklarer Pia.
Instruktøren var populær
14 uger med daglig træning kan godt overvælde de fleste – også selv om man selv har været med til at beslutte, at nu skulle der trænes – og det er her Mitii-instruktøren kommer ind i billedet.
– For Jakob har instruktøren været vigtig. Vi havde først en samtale via Skype og herefter var vi i kontakt ca. en gang om ugen. Undervejs skiftede vi instruktør – og her skete der noget, for Jakob blev enormt motiveret af de små beskeder, instruktøren sendte. Bare et lille ’hvor er du sej’ havde kæmpe betydning for Jakobs indsats, fortæller Pia.
Pia var under hele forløbet med i en lukket Facebook-gruppe med plads til spørgsmål og erfaringsudveksling.