"Mitii styrkede balancen og humøret"
Sofie på 20 år har fået forbedret sin koordination og hukommelse ved hjælp af træning med Mitii. Men vigtigst af alt: Hun er blevet et gladere menneske
Sofie Frederikke Frost, der er 20 år og lever med Cerebral Parese, har gennemført et 14-ugers træningsforløb med Mitii. Det var Sofies fysioterapeut, der spurgte, om Mitii ikke var noget for hende.
– I dag er jeg rigtig glad for, at jeg har trænet med Mitii. Inden jeg gik i gang, så jeg alle Mitii’s videoer, og det gav rigtig meget inspiration, fortæller Sofie, der på sin egen facon blot tilføjede den halve times daglige Mitii-træning til sin øvrige træning, som består af ridning syv gange om ugen samt træning i forbindelse med fysioterapi.
Mitii har forbedret min koordination og hukommelse. Jeg er blevet stærkere og sidder nu meget bedre på min hest – og nu har jeg et større overblik.
Sofie træner Mitii derhjemme. Ved hjælp af sin egen store tv-skærm, der præsenterer opgaverne, og en Kinect, der registrerer bevægelser, sætter hun både hjerne og krop i sving for at løse opgaverne. Bag Mitii sidder en instruktør, der gennem hele træningsperioden justerer sværhedsgraden på opgaverne.
Sjov træning
Nogen vil måske finde det udfordrende at stå alene og træne foran en skærm, men for Sofie var det ingen hindring.
– Det fungerede fint, og opgaverne var både motiverende og fysisk udfordrende, og så kommer man jo i bedre form, griner Sofie, der valgte at lægge sin Mitii-træning om eftermiddagen.
Sofie var også igennem en kort periode, hvor gejsten var udfordret, men den kom hurtigt tilbage, så træningen fortsatte med høj intensitet.
– Jeg vidste, at jeg ville blive bedre på alle fronter, og det fik mig hurtigt i gang igen.
Hård træning gi’r resultater
Sofie trænede med Mitii hver eneste dag i 30 minutter i 14 uger – og ved høj intensitet, og det skabte basis for markante forandringer. Der gik dog lidt tid, inden Sofie selv lagde mærke til, at noget forandrede sig.
– Mens jeg trænede med Mitii, kunne jeg ikke selv mærke forandringerne, men det kunne mine omgivelser. De bemærkede, at jeg fik bedre balance og meget større overblik over ting i min hverdag, fortæller Sofie.
I dag har Sofie helt styr på, hvor hun har forbedret sig.
– Udover overblikket og balancen, som gør, at jeg fx rider meget bedre, er mit humør også blevet bedre, fortæller Sofie.
Under forløbet var Sofie med i en lukket Mitii-gruppe på Facebook, hvor alle der træner med Mitii kan udveksle erfaringer og komme med tips og ideer.