Cerebral Parese (CP) er en neurologisk lidelse, som skaber nedsat aktivitetsniveau. I forhold til jævnaldrende har personer med CP typisk mindre muskelstørrelse og stivhed i leddene.
De senere år er det især blevet tydeligt, at aktivitetsbegrænsninger hos personer med CP også hænger sammen med forståelsen af deres egen krop (Embodied Cognition). Det vil sige forståelsen af, hvad vores krop kan, hvad den gør, hvordan vi bruger vores krop, og om den ønskede bevægelse er den, kroppen laver. Begrænset aktivitetsniveau har desuden nogle sociale konsekvenser.
Studier i social aktivitet og samspil med andre viser nemlig, at fysiske bevægeudfordringer giver sociale udfordringer i samværet med andre. Det kan dog være svært at måle sociale evner, hvor spørgeskemaer, der er den mest almindelige metode, ikke giver samme målbare resultater som måling af fysisk aktivitet. Derfor bliver rehabilitering i dag ofte beskrevet ud fra et biomedicinsk synspunkt.
For 10-20 år siden blev det sundhedsfaglige personale undervist i at se kroppen som opdelt i to forskellige enheder – nemlig krop og hjerne med begrænset samarbejde.
De sundhedsprofessionelle arbejdede derfor kun med deres eget fagområde og tænkte ikke så meget i at samarbejde med andre faggrupper mod et fælles mål. De senere år har det dog ændret sig. Nu støtter forskellige faggrupper sig ofte op ad hinanden for at opnå et fælles mål i samråd med den enkelte. Det kræver imidlertid en biopsykosocial tankegang og et helhedsorienteret fokus.
Mitii er skabt til at få personer med hjerneskade til at arbejde med forskellige kognitive opgaver. Her bruger de kroppen til at udføre opgaven. Således kan Mitii få disse personer til at arbejde med det biologiske, det psykologiske og det sociale aspekt på samme tid.
Kilde: “Telerehabilitering med Mitii til personer med hjerneskade: Et systematisk litteraturstudie” af Ditte Dangaard Christensen, fysioterapeut og Master i rehabilitering.